Manglende love

Flere og flere hjemmesider har en kontaktside uden kontaktoplysninger. Der er en chatbot, en formular og en henvisning til en hjælpeside — men intet nummer, ingen mail og ingen oplysning om, hvornår der overhovedet sidder nogen. Man kan bestille på ti sekunder og bruge en halv time på at finde ud af, hvor man skal henvende sig, når noget går galt.

Kravet skal være enkelt. Enhver hjemmeside, der hører til en virksomhed, skal vise:

• et telefonnummer, der bliver taget
• en mailadresse, der bliver læst
• åbningstider, hvis der er nogen — og ellers en oplyst svarfrist

Oplysningerne skal stå ét fast sted, fx i bunden af hver side eller på en kontaktside, der er linket fra forsiden. De skal være tekst, man kan kopiere, ikke et billede, og de skal kunne findes uden at logge ind, oprette en konto eller besvare en chatbot først.

Reglen skal gælde alle med et CVR-nummer i Danmark eller en tilsvarende registrering i et EU-land — og alle andre, der sælger til kunder i Danmark eller EU, uanset hvor i verden de selv sidder. Private hjemmesider er undtaget. Har man ikke en forretning, skylder man heller ikke nogen et telefonnummer.

Noget af det findes allerede: e-handelsloven kræver, at den, der handler online, oplyser navn, adresse, mailadresse og CVR-nummer. Men telefonnummer og åbningstider står der ikke noget om, og der står heller ikke noget om, hvor tilgængeligt det skal være. Det er præcis der, hullet er.

Den lille foldede seddel ryger ud sammen med emballagen. Fem år senere skal filteret skiftes, eller maskinen skal nulstilles, og så begynder jagten: modelnummeret sidder på en mærkat under bunden, producentens hjemmeside er lavet om, og den PDF, der lå der engang, findes kun på en tilfældig side med reklamer og forkert sprog.

Kravet skal være, at der sidder en QR-kode, som fører direkte til al dokumentation for præcis den model. Koden skal stå to steder:

• på æsken, så man kan finde vejledningen med det samme
• på selve produktet, så koden også er der, når æsken er smidt ud

Bag koden skal ligge det hele samlet — quick guide, den fulde brugervejledning, sikkerhedsanvisninger og de oplysninger om service og reservedele, der findes. Som filer, man kan hente og gemme, uden login, uden konto og uden at skulle installere en app først.

Dokumentationen skal være tilgængelig i mindst ti år, og den skal ligge to steder: hos producenten og hos forhandleren. Ét sted er ikke nok. Producenten lægger hjemmesiden om, forhandleren lukker, og et dødt link er lige så ubrugeligt som ingen vejledning. Et produkt, der stadig virker, skal stadig kunne betjenes.

Nummeret sidder på lågen, men ikke på døren. Bogstavet mangler, så man ikke kan se, om det er 14A eller 14B. Baggården har fire indgange og ét skilt. Og ingen steder står der, hvilken gade man egentlig står på — det skal man regne ud fra hukommelsen eller telefonen.

Det går ud over buddet, gæsten, håndværkeren og hjemmeplejen. Værst går det ud over ambulancen, som leder efter en dør i mørke, mens uret går.

Der skal være en fælles standard for, hvad der skal stå ved en indgang:

• husnummer og eventuelt bogstav på hver dør, der er en selvstændig adresse
• gadenavnet ved indgangen, så man kan se, hvilken gade man står på
• læsbart fra vejen og i mørke
• samme placering og størrelse overalt, så man ved, hvor man skal kigge

Adressen findes i forvejen. Kommunen har tildelt den, den ligger i registrene, og GPS'en kender den. Det eneste, der mangler, er, at den også står læseligt på den dør, den peger på.

En fælles standard giver bedst mening på europæisk plan, fordi man skal kunne finde en adresse i en by, man aldrig har været i før — men Danmark kan begynde alene.

To personer køber det samme og betaler ikke det samme. Den ene er medlem af en forening, har appen installeret eller ved, at man skal spørge. Den anden gør ikke og betaler fuld pris. Forskellen handler sjældent om, hvem der har brug for rabatten — den handler om, hvem der kender reglerne.

Butikker, foreninger, forhandlere og alle andre, der sælger produkter eller ydelser, skal skilte med, hvilke rabatter de giver:

• hvilke grupper der får rabat — medlemmer, studerende, pensionister, ansatte, erhverv, appbrugere
• hvor meget hver gruppe får
• hvad man skal gøre for at få den

Uden undtagelse. Også de rabatter, man i dag kun får, hvis man selv finder på at spørge.

Det skal fungere som smiley-ordningen: samme skilt, samme sted, hos alle. Man skal ikke lede efter det eller vide, at det findes — det skal sidde ved indgangen, stå på hjemmesiden og ligge i appen. Styrken ved smileyen er ikke, at oplysningen findes. Den er, at den altid sidder samme sted, så man ser den uden at have besluttet sig for at kigge.

Ingen kan huske det hele. En forening man meldte sig ind i for ni år siden, en webshop der stadig har adressen, et nyhedsbrev man sagde ja til for at få fri fragt. De ligger og kører videre, hver især for små til at man opdager dem.

Én gang om året skal enhver virksomhed og forening, man står registreret hos, sende en besked, der fortæller:

• at man er medlem, kunde eller tilmeldt — og siden hvornår
• hvad det koster, og hvornår det fornyes eller udløber
• hvilke oplysninger de har om en
• hvordan man melder sig ud eller fra — med et link, der virker

Beskeden skal komme af sig selv. Det er hele pointen: man kan ikke bede om et overblik over noget, man har glemt findes.

Beder man om at blive slettet, skal det ske. Ikke som en pause, ikke som en markering i et felt, men som en sletning — med en kvittering på, at det er gjort.

Noget af retten findes allerede. Persondataforordningen giver ret til at se, hvilke oplysninger en virksomhed har om en, og til at få dem slettet. Men den er indrettet, så man selv skal tage initiativet, og det kræver, at man ved, virksomheden er der. Årsbeskeden vender byrden om: i stedet for at man skal lede, skal de melde sig.

Bamsen har én lydstyrke, og den er høj. Traktoren begynder at spille, hver gang nogen går forbi bordet. Løsningen i de fleste hjem er tape over højttaleren, batterier taget ud eller legetøjet gemt væk på en hylde — hvilket er en dyr måde at slukke for en lyd på.

Der skal stilles tre krav til alt legetøj, der laver lyd:

• en tænd/sluk-knap til selve legetøjet
• en separat tænd/sluk-knap til lyden
• mulighed for at justere lydstyrken

Begrundelsen er ikke kun ro i stuen. Høje lyde tæt på ørerne er en belastning for børn, der ikke selv kan flytte sig fra dem. Forældre og pædagoger får kontrol over lydmiljøet i hjemmet og i institutionen. Og legetøjet bliver til at være i for de børn, der er følsomme over for lyd — i dag er svaret til dem som regel, at de må lade være med at lege med det.

Kravene kan lægges ind i de tekniske krav bag CE-mærkningen, som legetøjet alligevel skal opfylde for at blive solgt i EU. Der skal altså ikke opfindes en ny ordning eller en ny myndighed — kun tilføjes tre linjer til en liste, der findes i forvejen.

Der findes allerede grænser for, hvor kraftigt legetøj må lyde. Men en grænseværdi målt i et laboratorium siger kun noget om det højst tilladte. Den giver ikke den, der står med legetøjet i hånden, nogen mulighed for at skrue ned.

Man kører over grænsen til Tyskland og skal have en anden p-skive med i handskerummet. Den danske ser anderledes ud og gælder ikke dernede. Og selv når man har fat i den rigtige, er reglen en anden: i Tyskland stilles skiven til den næste påbegyndte halve time, så ankommer man 9.09, sætter man den på 9.30.

Det underlige er, at et fælles forlæg findes i forvejen. Omkring 1980 blev landene enige om en blå skive på 11 × 15 cm med en hvid drejeskive, og den bruges i dag i blandt andet Tyskland, Holland, Belgien, Frankrig og Østrig. Men enigheden var en henstilling, ikke et krav, og lande som Danmark beholdt deres egen. Så bilisten ender med at eje to skiver — eller med en bøde.

Elektroniske p-skiver gør det værre. De skal typegodkendes land for land, så en skive, der er lovlig herhjemme, ikke automatisk må bruges i nabolandet.

Kravet skal være:

• én skivestandard, der er gyldig i hele EU
• én regel for, hvordan ankomsttidspunktet sættes
• en elektronisk skive, der er godkendt i ét medlemsland, er godkendt i dem alle

Skiltene i vejkanten skal stadig bestemme, hvor længe man må holde. Det er en lokal beslutning og skal blive ved med at være det. Det er kun selve skiven og aflæsningen af den, der skal være ens. En turist skal ikke kunne få en bøde for at eje den forkerte stump plastik.

Man står ud af bilen i en fremmed by og kigger op på et skilt med parenteser, pile, et par tal og en tekst på et sprog, man ikke læser. Nedenunder hænger tre andre skilte, der siger noget lidt andet. Så gætter man — og finder først ud af, om det var rigtigt, når man kommer tilbage til bilen.

Skiltet skal bygges op på samme måde i alle medlemslande:

• hverdag, lørdag, søndag og helligdag hver på sin linje
• klokkeslæt i 24-timers format
• datoer skrevet dd.mm, når bestemte dage har deres egne regler
• samme rækkefølge på linjerne overalt, så man ved, hvor man skal kigge

Rækkefølgen er lige så vigtig som indholdet. Når linjerne står i samme orden hver gang, kan man aflæse skiltet på to sekunder i stedet for at læse det fra en ende af. Det er den samme mekanisme som ved trafiktavler i øvrigt: man genkender formen, før man læser teksten.

Så lidt tekst som muligt, og resten som tal og symboler. En bilist skal ikke kunne sproget for at forstå, hvornår hun må holde. Et skilt, der kræver lokalkendskab, er ikke et skilt — det er en prøve.

Beslutninger om offentlig transport, boliger og sundhed træffes i vidt omfang af mennesker, der ikke selv bruger dem. Det behøver ikke være ond vilje. Det er bare svært at mærke et skifte, der ikke passer, eller en ventetid, der trækker ud, når man kun har læst om det i et bilag.

Derfor: inden man tiltræder som folketingsmedlem, skal man i mindst en måned

• have et pendlerkort til bus og tog og bruge det i stedet for eget transportmiddel
• bo i en almen bolig, tildelt ved lodtrækning — ikke en ministerbolig

Og så længe man er minister, skal man bruge det offentlige sygehusvæsen og en almindelig praktiserende læge. Ingen privat sundhedsforsikring, ingen særordning. Den, der bestemmer over ventetiden, skal stå i den.

Indvendingen er åbenlys, og den er rigtig: en måned gør ingen til ekspert i noget som helst. Men det er heller ikke meningen. Det er en introduktion, ikke en uddannelse. Formålet er, at det bliver sværere at tale om "brugerne" som nogle andre — for man har lige selv været en af dem.

Postnord bringer ikke længere breve ud, og pakkerne kommer fra en håndfuld forskellige firmaer. Hvilket udleveringssted man ender hos, afgøres derfor af, hvem afsenderen har en aftale med — ikke af, hvor man selv kan nå hen.

Resultatet kender de fleste: pakken ligger i den anden ende af byen, eller i en butik, der lukker en time før man selv får fri.

Man skal kunne registrere sine foretrukne steder ét sted:

• ét register, ikke en konto hos hvert transportfirma
• flere steder i prioriteret rækkefølge — fx nærmest hjemmet, dernæst nærmest arbejdet
• kan webshoppen ikke tilbyde et valg ved bestillingen, skal transportøren slå det op og bruge det
• man skal kunne ændre det ét sted og få det til at gælde alle

Noget af det findes allerede, men kun stykkevis: flere transportfirmaer lader dig vælge en fast butik — inde i deres egen app, og kun hvis du har oprettet dig hos netop dem. Så snart afsenderen vælger et andet firma, starter man forfra. Det er dét, der gør det til en mangel: ordningen følger virksomheden i stedet for personen.

Afsenderen må gerne vælge transportøren. Det er en forretningsaftale, og den skal ikke laves om. Det er den sidste kilometer, der skal bestemmes af den, der skal gå den.

Man bestiller på dansk og får svar på engelsk. Så skifter man selv over, fordi det går hurtigst, og fordi man ikke gider gøre det akavet. Sker det tit nok, holder dansk stille og roligt op med at være sproget ved disken i dele af landet — uden at nogen har besluttet det.

Kravet skal være, at et sted, der betjener kunder, kan betjene dem på dansk. Andre sprog oveni, gerne så mange som muligt — men dansk skal være det, man kan regne med.

Der er to grunde, og den ene bliver ofte glemt: ikke alle taler engelsk. Ældre, børn, folk med høretab, der aflæser mund, og alle dem, der aldrig lærte det ordentligt. For dem er en disk, der kun fungerer på engelsk, ikke en ulempe — det er en lukket dør.

Den anden grund er, at et sprog er en del af, hvad et sted er. Turister rejser hertil for at komme et bestemt sted hen, og hører de kun deres eget sprog, kunne de lige så godt være blevet hjemme. Forsvinder dansk fra hverdagen, skal man til at lede efter det.

Én ting skal være på plads, for at kravet er rimeligt: det skal ligge hos virksomheden, ikke hos den enkelte bag disken. En arbejdsplads skal kunne betjene på dansk — det er noget andet end, at hver medarbejder skal kunne det fra første dag. Der skal følge tid og undervisning med, ellers rammer reglen ikke sproget, men mennesker.

Offentlig information ligger spredt ud over borger.dk, kommunens egen side, styrelsernes sider, sundhed.dk og en håndfuld portaler mere. Man ved sjældent, hvilken af dem der er den rigtige, og finder ofte en side, der har stået urørt i seks år, men stadig ligger der. Så gætter man.

Der skal være én adresse: borger.dk. Alt andet offentligt skal henvise dertil, når man går ind på det.

Statens drift

Når MitID ikke virker, stopper en stor del af landet — og man kan ikke se, om det er en selv, telefonen eller systemet. I dag finder man ud af det på Facebook eller ved at spørge en kollega.

Der skal være én side, hvor man kan se status: MitID, NemKonto, betalingskort, MobilePay, broerne, togdriften. Grøn eller rød, og hvornår det forventes at virke igen.

Nogle af dem drives af private virksomheder. Men når et samfund ikke kan betale for sine varer uden dem, er det ikke længere en privat oplysning, om de kører. Driftsstatus skal leveres, ligesom man leverer regnskabstal.

Numrene, man skal bruge

En fast side med de numre, man har brug for, når noget går galt: 112, politiets vagtnummer, Falck, Giftlinjen, lægevagten, spærring af betalingskort og af MitID.

• siden skal kunne hentes som pdf, så den kan printes og hænge på køleskabet
• man skal kunne abonnere og få den tilsendt på mail, når et nummer ændrer sig
• ingen login, ingen app, ingen søgefunktion man skal igennem først

Grunden til papiret er ikke nostalgi. Når man har brug for de numre, har man sjældent overskud til at lede — og nogle gange er det netop nettet eller strømmen, der er væk. Et telefonnummer, man ikke kan finde på tre sekunder, er ikke et telefonnummer.

Medlemsbladet lander i postkassen fire gange om året. Man kigger på forsiden, bladrer to sider frem og lægger det i papircontaineren samme eftermiddag. Kundebladet, programmet, årsberetningen og katalogerne følger efter. Ingen har spurgt, om man ville have dem på papir — det er bare sådan, det plejer at være.

Rækkefølgen skal vendes om. Digital levering skal være udgangspunktet for alt, der udgives i flere eksemplarer til en kreds af modtagere, og papir skal være det, man vælger til:

• en PDF på mail, eller en side hvor udgivelsen kan læses og hentes
• papir til dem, der har bedt om det — og kun til dem
• man skal spørges én gang og kunne skifte igen når som helst, uden begrundelse
• samme indhold digitalt som på papir, ikke en beskåret udgave

Det skal gælde bredt: aviser, magasiner, medlems- og foreningsblade, kundeblade, brochurer, kataloger, programmer og årsberetninger. Både det, man abonnerer på, og det, der følger med et medlemskab.

Den digitale udgave skal være en fil, man kan hente og gemme. Ikke en læseapp med login, ikke et link, der udløber om fjorten dage, og ikke en side, der kun virker, så længe udgiveren har lyst til at drive den. Tidligere numre skal ligge samme sted. Et blad, man har betalt for, skal man kunne læse igen om fem år.

Og så det vigtigste: papiret skal blive. Ikke som en overgangsordning, der stille bliver afviklet, men som en mulighed, der bliver stående. Der er dem, der ikke er sat op digitalt, dem der ikke har en mailadresse, de læser med, dem der læser dårligt på skærm, og dem for hvem bladet på bordet er den eneste grund til, at det bliver læst. For dem er en PDF ikke en forbedring — det er en aflysning.

Derfor skal to ting stå fast. Papirudgaven må ikke koste ekstra; et valg, man skal betale for, er ikke et valg, men et gebyr. Og man skal ikke igennem en app eller et login for at bede om den — et opkald, en mail eller et afkrydsningsfelt skal være nok. Hele pointen er at flytte besværet fra den, der ikke behøver papir, til udgiveren, der skal spørge.

Noget af det findes allerede, men kun stykkevis. Mange foreninger tilbyder deres blad digitalt, og reklamer uden navn på kan man frabede sig med et mærkat på postkassen. Forskellen er, hvad der sker, når man ikke gør noget. I dag betyder tavshed papir. Det er dét, der skal laves om — og for udgiveren er tryk og porto som regel den største post på budgettet, så regningen falder samme vej som papirbunken.

Danmark kan begynde alene, men reglen hører hjemme på europæisk plan. Papir, tryk og distribution er de samme overalt, og de udgivere, der arbejder på tværs af grænser, skal ikke have tolv forskellige måder at spørge på.

Man får en rabatkode i mailen, glemmer den ved kassen og betaler fuld pris. Gavekortet fra fødselsdagen ligger i en app, man ikke tjekker, og et år efter er det udløbet. Ingen af delene er brugerens skyld i nogen egentlig forstand — det er bare sådan, systemerne er bygget: man skal selv huske, selv indtaste, selv holde styr på en udløbsdato, ingen har lovet at minde en om.

Er en rabatkode knyttet til ens konto eller medlemskab, skal den bruges automatisk ved kassen. Man skal ikke lede efter et felt at indtaste den i, og man skal slet ikke først opdage bagefter, at den lå der hele tiden. Vil man hellere betale fuld pris eller bruge en anden kode, skal man kunne fravælge det — men det er et tilvalg fra butikkens side, ikke en pligt for kunden.

Det samme skal gælde gavekort. Har man et gavekort knyttet til sin konto med penge tilbage på, skal det være det, der bliver trukket på, når man betaler — ikke betalingskortet ved siden af. Man skal kunne se, hvad der bliver brugt, og man skal kunne sige fra og betale med noget andet i stedet. Men standarden skal være, at man bruger det, man allerede har betalt for, før man betaler igen.

Kravene skal være:

• rabatkoder knyttet til kontoen anvendes automatisk ved betaling
• gavekort med resterende saldo bruges som udgangspunkt før andre betalingsmidler
• begge dele skal kunne fravælges med ét klik, inden man betaler
• udbyderen skal give besked i god tid, før et gavekort eller en rabatkode udløber
• et ubrugt gavekort på 200 kr. eller derover skal betales tilbage, hvis det ikke er brugt inden udløb

De 200 kr. er ikke tilfældige. Under den grænse er beløbet småt nok til, at en tilbagebetaling knap kan betale sig at administrere. Over den grænse er det penge, nogen har betalt for en vare, de aldrig fik, fordi et system lod dem glemme det. Det er ikke en gave til virksomheden. Det er en regning, kunden allerede har betalt.

Ingen af delene er svære at bygge. Systemerne ved allerede, hvilke koder og gavekort der hører til hvilken konto, og de kan allerede sende en mail eller en notifikation. Det, der mangler, er ikke teknik — det er, at byrden i dag ligger hos den, der betaler, og ikke hos den, der har solgt varen.