Manglende produkter

Bagage bliver stadig håndteret med hænderne. Folk ligger på knæ i et lastrum med halvanden meter til loftet og løfter tunge kufferter i otte timer. Hvordan de stables, afgøres af rutine og fornemmelse. Og forsvinder en kuffert, begynder eftersøgningen først, når nogen opdager, at den mangler.

Kufferten kommer ind på båndet, bliver scannet i 3D og vejet, og data sendes videre til en robotarm, der pakker den — i en container eller direkte i lastrummet. Scanningen skal samtidig kigge efter:

• sprængstoffer
• narkotika
• kontanter
• kød og andre fødevarer
• puls, altså levende væsener i bagagen
• væsker
• vægt og vægtfordeling

Fordelen er ikke kun, at det går hurtigere:

• systemet ved præcis, hvor hver enkelt kuffert er
• flyets balance beregnes ud fra faktiske vægte i stedet for gennemsnit
• ingen rygskader og nedslidte skuldre
• driften afhænger ikke af bemanding — heller ikke ved sygdom eller konflikt
• lastrummet kan udnyttes helt ud i hjørnerne
• tung bagage placeres nederst, skrøbelig bagage håndteres skånsomt
• der tages billeder af hver kuffert, så skader kan dokumenteres

Delene findes hver for sig. Lufthavne scanner allerede bagage, lagre bruger allerede robotarme til at stable kasser, og vejning sker i forvejen ved indcheckningen. Det, der mangler, er at sætte det sammen i den ene ende af lufthavnen, hvor arbejdet stadig foregår som for fyrre år siden.

Børn får at vide, at de skal ringe 112, hvis der sker noget. De har bare aldrig prøvet det. Første gang bliver dermed den gang, hvor det gælder, hvor de er bange, og hvor de skal finde ud af, hvad man egentlig siger.

Man kan heller ikke bare øve sig. Ringer man for sjov, optager man en linje, der skal bruges til noget andet. Så bliver løsningen i klassen som regel en slukket telefon og en leg — og den leg svarer ikke på det, barnet faktisk skal vide.

Et øvesæt består af to eller flere håndsæt, der ser ud og virker som almindelige telefoner:

• 112 er det eneste nummer, der kan ringes op
• opkaldet går kun til modtagertelefonen i sættet
• der er ingen forbindelse til den rigtige alarmcentral — heller ikke ved en fejl
• læreren eller den besøgende betjent tager telefonen og stiller de rigtige spørgsmål
• samtalen kan optages, så klassen kan lytte til den bagefter

Pointen er ikke at lære nummeret. Nummeret kender alle. Pointen er at vide, hvad der sker bagefter: at der svarer et roligt menneske, at det første spørgsmål handler om, hvor man er, og at man skal blive på linjen, indtil man får besked på andet. Et barn, der har prøvet det én gang, gør noget andet end et barn, der kun har hørt om det.

Delene findes. Aflagte telefoner findes i tusindvis, og et lukket net mellem to håndsæt er ikke svær teknik. Det, der mangler, er et færdigt sæt i en kasse, som en skole kan låne — så øvelsen ikke afhænger af, at en lærer selv finder på at bygge noget.